I jantelovens funktion som korrektiv bør det vække bekymring, at den ambitiøse talentløshed har fundet et populært habitat i den negative presse af janteloven.

Man må aldrig glemme at beundre og respektere talenter og nyskabende begavelser. De har krav på den fulde anerkendelse uden smålig misundelse – det skulle lige mangle. Men ligesom software, er universet ikke uden bugs – ubalancer – imperfektioner, der passerer som talent – ganske som kræftceller, kroppen fejlidentificerer som gode og begynder at reproducere. Sociale systemer gentager de samme processer – forveksler eksotisk distraktion… støj og larm med talent, som de nu genkender og reproducerer som talent. Der er ikke mange. Der er tale om undtagelser. Få lykkes at blive anerkendt som talenter, når de ikke er det, men det sker… som en anomali… tumorer, der kan være uskadelige eller i visse tilfælde decideret ondartede.

I jantelovens funktion som et uundværligt korrektiv bør det vække bekymring, at den ambitiøse talentløshed har fundet et populært habitat i den negative presse janteloven har fået igennem de sidste tyve år, og selv en velkonsolideret jantelov er langtfra en garanti for at folk kan færdes uden frygt for tomme tønder – angsten for at antræffe en eller flere repræsentanter for denne særlige kultur af energiske loud mouths; at være tvangsindlagt til at høre om tåbelige start ups, der aldrig har tjent en krone… kommunikations platforme med salg af ét-minuts kattevideoer til femogtredive kroner… på publikationsstøtte… Velsignet er de, og fred være med initiativet… jeg mener det. Man må ikke demotivere folk, der kæmper, for det regulerer livet selv.

Chris Bangle og Bjarke Ingels 

Problemet er, at de nogle gange metastaserer. I 1992 ansattes den amerikanske Chris Bangle som chefdesigner hos BMW og forbrød sig mod de mest grundlæggende æstetiske regler for automotive design for et af de tungeste brands i bilindustrien; BMW. Designverdenen måbede – hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre? I løbet af en ti-årig periode producerede BMW de mest stødende design serier nogensinde, kreeret af Chris Bangle. Navnlig fem-serien, der fik de ikoniske Dame Edna forlygter og de kantede og umotiverede linieføringer.

Seks- og syvserien blev udstyret med et ubegribeligt tungt og usexet bagparti fra en belgisk flodpram. Hvis man ellers skal tro BMW, så solgte de godt – selvom man kunne betvivle rigtigheden af det udsagn, men ok, en måde at skadeskontrollere en katastrofe er at stå ved sin forkerte beslutning – at give den karakter af loyalt overlæg. Flere mente Chris Bangle var talentløs! Selv yndede han at beskrive sig selv som kontroversiel – hvilket succesfulde talentløse ofte gør.

Hvis Chris Bangle havde gennemgået et mindre opsigtsvækkende karriereforløb, havde fred været med ham og ingen havde sagt et ondt ord. Hvad der imidlertid skete var, at han endte som chefdesigner for BMW, smadrede et veletableret bildesign og i samme anledning udråbtes som geni. Det var i øvrigt den talentfulde Henrik Fisker, der havde posten før Bangle. I magasinet TIME I artiklen: The 50 Worst Cars of All Time, 25. april 2017, skriver Pulitzer vinderen, automotive critic Dan Neil, at BMW 7-serie må henregnes til en af de værste biler, der nogensinde er designet. Han skriver: ” The other flaw? The silly bubble butt, called the Bangle Bustle, after lead designer Chris Bangle.”

Til højre; Dame Edna og Chris bangle’s design af BMW’s femserie. Tilsvarende Chris Bangles åndelige frænde; Kazakhstan arkitekten Bjarke Ingels. Bjarke Ingels er også en disrupter. Bjarke tager opgøret med de danske arkitekttraditioner.

Klassisk enkelhed begrundet i funktion og nøgternt formsprog, stilfærdig kvalitet og nøgtern sandfærdighed… Bjarke siger stop! Bjarke vil have Kazakhstan… Bjarke fyrer den af… spekulativt, overfladisk blændværk… dekonstruktivistiske otte taller og badelande i Øregrad –  folk er trætte af arkitektur, der ikke gør opmærksom på sig selv.

Poppet forbigående æstetik drevet af uvedkommende hensyn og billig virkning. Bjarke er for stor til arkitekturen og de mennesker, der skal bo i den… fuck det! Bjarke laver arkitekturstykker… des follies des malades… badelandsarkitekt… architecture de trompe l’oeil… fait semblante. Hold da op en stor og flot lort, du har lavet for mor og far – Bjarke Ingels har format! Bjarke Ingels er den inkarnerede antitese til danske arkitektur traditioner… stuuuuur nummer… stort bifald.

Man fatter det ikke – den ene succes følger efter den anden. Når de tomme tønder rider en bølge, er der ikke noget at gøre. Alle klapper. Sneboldeffekt. Det minder om tulipankrakket i Holland. Alle ville have tulipaner – for some reason – pludselig krakkede markedet. Der vil komme langsigtede skadevirkninger for dansk arkitektur. Navnlig når de om hundrede år river det andet Bjarke Ingels WT tårn ned, mens de tænker, hvad har vi dog gjort?

Dårlig smag er klassisk – dårlig arkitektur er faktisk også klassisk. Man vil i talentløsheden og den dårlige smag altid finde en rød tråd. Uanset om man vurderer efter et specifikt dansk designsprog eller mere generaliserede kriterier, er det misvisende at påstå Bjarke Ingels ikke er noget videre. Det passer ikke. Bjarke Ingels er et kernestudie i præcist hvad det er, der udover almindelig dårlig smag gør den ringe arkitektur – nemlig det søgende, famlende, usikre, strittende udtryk – det allestedsnærværende og stumme fravær af overbevisende idé. Bjarke Ingels sprog, giver sjovt nok et ganske godt indblik i hans arkitektur; ubehjælpsomt og famlende à la Kronprinsen. I virkeligheden er det mit indtryk at Bjarke Ingels er et godt menneske, der er blevet et offer for omstændigheder – en Jeppe på bjerget, der er blevet hvirvlet ind i berømthed, han ikke selv begriber. En arkitekt uden talent, der prøver at levere noget offentligheden påstår han har – ganske som kronprins Lars Frederik, der bærer sig som vandkæmmet kommis. Hvad gør man så? Smider man håndklædet eller spiller man med? Bjarke Ingels besluttede sig for at spille med. Jeg ekstrapolerer naturligvis, men det forklarer hans udpræget søgte, spekulative og mærkværdige formsprog. En arkitekt, der fra starten var klar over han aldrig ville kunne møde en god faglig standard og derfor besluttede at gemme sig bag spekulation og påstået originalitet. Hvis jeg ikke kan være dygtig, kan jeg i hvert fald være original. Hvis du ikke er dygtig, så påstå du er Picasso. Hvis du ikke kan være – så kan du lade som om.

Det andet World Trade Tower er et repræsentativt eksempel på Bjarke Ingels grotesker; stort, højt og sensationelt talentløst, se venstre. Et vulgærkubistisk kompleks… et ualmindeligt klodset og udygtigt dimensioneret trappetårn, der med de kendetegnende forstyrrende brudte linjer hælder umotiveret som en slatten rejsning, savner balance og skaber en næsten vibrerende uro i New Yorks skyline.

Dels er der den ingeniørmæssigt kontraintuitive ubalance ved som en fireårig at stable seks klodser oven på hinanden… skævt og hældende, men mere påtrængende må man undre sig såre over, hvordan denne urovækkende idioti kan påstås at bære et respektfuldt memento for de faldne, de efterladte, den amerikanske selvforståelse og stedets historie i øvrigt. Bjarke Ingels har med vanlig ubehjælpsomt sprog bortforklaret fraværet af idé med, at den skal læne mod det andet tårn plus eller anden forvrøvlet undskyldning ingen kan tage alvorligt. Enhver idiot burde kunne se det, men ganske som kroppen ikke kan identificere de cancerøse celler, kan verden ikke se Bjarke Ingels canceren. Medmindre der gøres noget bliver han inoperabel og skadevirkningerne varige for dansk arkitektur.

 

 

 

Til højre; atter et Bjarke Ingels skærsildstableau fra Amsterdam. Nedenfor; ‘Unzipped’ Serpentine Gallery Pavilion in London – whatever the fuck that is? Dansk arkitektur? Are you taking a fucking piss?

 

Rineke Dijkstra

Det tredje eksempel er den nobelpris vindende ikke-fotograf Rineke Dijkstra. Hun kan satanraleme også buldre. Hun var på Louisiana for nylig. Lagløse fotografier uden antydning af udtryk, certificeret ligegyldige og med fladt polaroidt lys. Måske kunne man kalde det superrealisme. Utroligt. Jeg spørger igen; hvad og hvor er det kunstneriske udtryk?

Rineke Djekstra. Og…..? Bemærk fnidderet i venstre side af billedet i midten, den ekstra kant i højre side og så naturligvis det hæslige lys –  enjoy.

Hvad er det man med kun med Rinekes fotografier fanger og som ikke kan læses ud af selve motivet alene. Hvad er det, der ikke kunne have været taget af hvilken som helst anden amatør fotograf? Når man for eksempel påstår, at nedenstående foto udtrykker preteen årenes skrøbelige overgangsfase, jamen, så er det da i hvert fald ikke Rinekes Dijkstras fortjeneste, men subjektets iboende udstråling. Billedet kunne have være taget af en klassekammerat på en lejrskoletur. Jeg finder det latterligt.