Først begrænser man sig til en konfliktsky udgrænsning af konfliktfladerne mellem Islam og vesten til de ugentlige terrordrab, dernæst påstår man det var et skænderi i ellers lykkeligt ægteskab.

Af Cousin von Erich

Under den danske partilederdebat om Charlie Hebdo angrebet var der på spørgsmålet om hvorfor terrordrabene skete, bred enighed om at spørgsmålet ikke gav mening – stik fingrene i ørerne og syng højt…  Situationen er analyseret til bunds… det var bøhmænd… fire galninge… fra Lars Løkke til Johanne Schmidt. Dekonstruktivisten professor Bæk Simonsen stemmer i … det er for komplekst… multi kausalt… den saudiske regering lader håndsafhugningerne ligge for en stund og sender deres kondolencer… per kulance… ‛de tager afstand’ oplyses det… helt gratis… muslimsk selvransagelse var der desværre ikke råd til denne gang, og et samlet Vesten står sammen om ikke at afkræve det.

Fra både muslimsk og sekulær side er der konsensus om at afvise en strukturel diskurs om Islam, som totalitær ideologi og grundlæggende forudsætning for sit dysfunktionelle forhold til det sekulære samfund. Først begrænser man sig til en konfliktsky udgrænsning af konfliktfladerne mellem Islam og vesten til de ugentlige terrordrab – dernæst påstår man det bare var et tilfældigt skænderi i ellers lykkeligt ægteskab. Udenrigstjenesterne lægger røv til de charmerende ambassademiddage i Riyadh – militær, politi og efterretningstjenesterne behandler symptomerne, men ingen kerer sig for sygdommen. Mens Verden brænder, brænder Europa en heks i håb om en bedre høst. Både den muslimske verden og vesten er villig til at bringe de ugentlige slagtofre, hvis det er det, der skal til for at undgå den politisk ansvarlige debat om Islam.

Der er i retorikken en påfaldende parallel med den europæiske venstrefløjs ansvarsforflygtigelse i efterkrigstidens forsøg på at distancere sig fra Østblokkens uhyrligheder – der var intet i vejen med marxismen – hvad der foregik i Sovjet havde intet med den rigtige socialisme at gøre… rædslerne var noget, der kun foregik i Sovjet – de havde misfortolket socialismen. Tilsvarende om Islam – det har ikke noget med Islam at gøre. 

Man forsøger at indkapsle Islams sygdomsbillede til isolerede terroranslag – til politisk symptombehandling. Trækker man det skarpt op, kan man sige det er ligegyldigt, om det efter denne eller hin læsning har noget med Islam at gøre – så længe de Islamistiske terror bevægelser eksplicit anvender Islam som religiøs legitimation, er det, det man må og bør forholde sig til. Det muslimske samfund har derfor en særlig moralsk forpligtelse til at forholde sig til terroren – ikke som ansvarlig – men som muslim til – om ikke andet forsigtigt – at spørge sig selv, hvad det er i Islam, som udarter til mord og syreangreb på små piger. Glem den gratis afstandtagen og double discours til ære for kafirun (de vantro.) Vis i autoritativ og positiv handling, hvad Islam bør, kan og skal være.

Uden dog at skulle udstrække en relativistisk forståelse af Islam til, at koranen ikke har noget selvstændigt indhold, er der en væsentlig pointe i den amerikansk iranske meningsdanner Reza Aslans læsning, at Islam hverken er fredens eller aggressionens religion – læsers forudsætning, forventning – den kulturelle kontekst er afgørende for forståelsen. I princippet kan både Koranen og Biblen for den sags skyld tages til indtægt for hvad som helst. Baserer man sin Islam kritik på den blotte læsning af koranen står man tilbage med et tusindtal af muslimske stemmer, der slår hinanden i hovedet med divergerende påstande om, at denne eller hin fortolkning ikke har noget med Islam at gøre. Det forhindrer overhovedet en karakteristik af Islam og er samtidig udtryk for den ansvarsforflygtigelse, der præger og forplumrer debatten – man trækker det har ikke noget med Islam at gøre kortet. Hvis man ikke kan identificere eller definere Islam, kan man heller ikke debattere den.

At debatten er kompleks og mangefacetteret behøver man næppe professor Bæk Simonsen til at docere om – sidst af alt, når det tjener som undskyldning for ikke at forholde sig til den lort, der de facto ligger i skøddet. Strategien kendes også fra den toneangivende muslimske teolog, filosof og debattør, Tariq Ramadan, der obstruerer diskursen med en tæppebombning af irrelevante aspekter og sofisterier, så man til sidst sidder med en fornemmelse af, at konflikten mellem Islam og Europa beror på en formel misforståelse. En Islam kritik må korrigere for tilfældige enkelte muslimers private fortolkninger i den ene eller den anden ende af spektret – fra den sekulære til den fundamentalistiske. Det naturlige udgangspunkt må ligge i muslimsk kultur, religiøs praksis og forståelse, i den repræsentative Islam, som den faktuelt kan dokumenteres og iagttages i muslimske lande, og hos den gennemsnitlige muslim.

Tager man de væbnede konflikter ud af ligningen og vurderer det muslimske samfunds forhold til de vestlige samfund gennem de sidste 50 år, tilbagestår en koldkrigstilstand af fejlslagen integrations- og socialpolitik, inkompatible familiemæssige og kulturelle livsmønstre. Det arabiske forår gav formodning om, at demokratiet omsider var lige om hjørnet, men det viste sig at være vestlig ønsketænkning uden hjemmel i virkeligheden. Der er intet belæg for, at der i den muslimske verden består et seriøst, oprigtigt og almindeligt accepteret ønske om autoritativt at formulere og efterleve en demokratisk sekulær Islam med respekt for menneskerettigheder, så når der på det grundlag ikke er kommet nogen muslimsk selvransagelse ud af de seneste terrordrab kan det vel kun undre de færreste.

Vurderet i lyset af muslimske landes daglige statssanktionerede menneskerettighedsovertrædelser, betyder de modtagne undskyldninger fra den muslimske verden, hverken fra eller til – Charlie Hebdo drabene var bare synlige, og de blev begået i Europa – kondolencerne er ikke blot uoprigtige – de er udtryk for så sublim dårlig smag, at det er provokerende. Vestens intellektuelle kæfter op om, at vi skal i dialog med de demokratiske muslimer – men den sørgelige kendsgerning er, at de som politisk bevægelse ikke findes – det bliver ved påstande fra muslimske intellektuelle enkeltpersoner, der ikke har reel folkelig opbakning eller politisk indflydelse. Det såkaldte arabiske forår var retteligt at betragte som forventelige konvulsioner i en region uden ét eneste konsolideret demokrati – en region domineret af feudale festoriginaler, teokratiske mørkemænd, selvudråbte kalifater og uduelige diktatorer. Egypten er tilbage i samme topform som under Mubarak – den nye stærke mand er tilbage i sadlen – han hedder Al Sisi og er klar med en ny omgang karske piskeslag og kåde dekreter mod ytringsfriheden – fyr den af…

Vesten bærer sin del af skylden, i sin besynderlige indblanding og eksotiske grænsedragninger, som skiftevis kolonimagt, militær sejrherre – som bannerfører for en skæbnesvanger interventionistisk politik i efterskælvene, der fulgte det Ottomanske imperiums og Islams fortsatte kollaps med Irak og Afghanistan som seneste skræmmeeksempler og den endnu styrt blødende Israelsk palæstinensiske konflikt. Den arabiske verden og den muslimske kulturkreds er totalskadet og regionen er skrumpet ind til en økonomisk tilbagestående paria i religiøs stagnation og barbari. At oliestaterne akkurat har haft åndsnærværelse nok til hive olien i baghaven med vestlig indkøbt teknologi og know how, ændrer intet i det skudsmål – kort fortalt svarer det til at pisse i bukserne i kold vinternat. Den påtrængende diversificering af deres økonomi kræver mere fantasi end larmende arkitektur, latterlige vandressorts, kunstig sne og skibakker – køb I kun atter en jagtfalk og nyd det mens det varer…

De katastrofale forudsætninger er Islams medgift i et grotesk forløjet og forceret ægteskab med Vest. Islam og dens ekstreme former må anskues som et samlet problemkompleks, der betinger hinanden. Terroranvendelsens eksplicitte vold og synlighed kun er en delmængde – omend voksende. Overalt og konsekvent går Islam fra det ene nederlag til det næste i sin fortsatte implosion. Det er det brændstof, som vil forsyne terrorismen og de kommende krige og samtidig betinge en fortsat Europæisk indvandring.