pinocchio-jpg3

 

 

 

Politikerens jævnlige løgn skaber fartblindhed og mental dødsstivhed.

 

By Cousin von Erich

 

 

 

 

 

Med den jævnlige løgn udarter smil og leende til et overlagt redskab, der skal understøtte en dagsorden eller fremme et bestemt synspunkt. Politikere vil oftest blive så forløjet, at glæden ved det ægte smil og leende bliver dem fremmed. Smilet omskoles. Leendet disciplineres til at spænde fra udtryk af påtaget upåvirkethed, til ro og ligevægt eller nedladende tolerance. For den pragmatiske politiker er det et kommunikationsgreb.

For den ideologisk motiverede politiker ledsages et selvgodt smil gerne med et udtryk af forløjet rummelighed over for modstanderens synspunkter. Den type politiker vil anse modstanderen for menneskeligt og moralsk inferiør – modstanderen er tydeligvis vildfaren… uvidende… i bedste fald stakkels. Den selvretfærdige gruppering vil typisk bestå af politiske eller religiøse ydergrupperinger, selvom uoprigtighed i almindelighed genfindes blandt alle meningsdannere, der varetager bestemte interesser. Ansigtsudtryk udarter til propaganda – perverterer til salgsteknik og almindelig uvederhæftighed.

Overvejende pragmatiske og taktiske politikere vil være mindre tilbøjelige til at tillægge sig løgnagtigheden som en naturlig del af personligheden. Når de lyver, er det oftest bevidst og i strategisk øjemed. Tidligere finans- og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen var fuldt bevidst om, at den førte beskæftigelsespolitik under VKO regeringen var uden effekt. Da milliarder blev pisset væk på overadministration, nytteløs kontrol, aktivering og historisk detailregulering uden gavnlig virkning for beskæftigelsen, var det et bevidst valg, der alene blev truffet ud fra signal politiske overvejelser.

Hvad der startede med nedlæggelsen af de famøse offentlige nævn i starten af Venstres regeringsperiode degenererede med tiden til sin egen antitese i form af en svulmende offentlig administration. Bureaukratiet og den dysfunktionelle detailregulering, der skabtes i stats- og kommunalforvaltning af en erklæret liberal regering var uden historisk sidestykke. På linje hermed har Venstre per tradition altid været varm fortaler for EU’s massive subventionspolitik – navnlig landbrugsstøtteordningerne. Venstre er åbenbart ikke så liberal, at det gør noget – for nu at citere tidligere konservative Statsminister Poul Schlüter, der gydede olie på vandene med bemærkningen: ”Jeg er ikke så konservativ, at det gør noget.” Politikertypen genfindes i samme omfang hos Socialdemokraterne. I oppositionsperioden var Helle Thorning og centrum venstre kritisk overfor Venstres beskæftigelsespolitik, men har i al væsentligt videreført den samme politik som regeringsparti.

Løgnagtighedens typologi

Den religiøse parlamentariker – totalitaristen, marxisten, humanisten, den ultra liberale, islamisten eller den kristne fundamentalist… de adskiller sig principielt herfra, for så vidt som denne politikertype sjældent vil begrænse sig til at lyve overfor vælgerne. Den religiøse meningsdanner vil gerne toppe løgnen overfor vælgerne med også at bedrage sig selv. Han eller hun vil som udgangspunkt sjældent lyve bevidst, eller tale mod bedre vidende.

Denne type lyver i samme omfang som gruppen af pragmatiske politikere, forskellen er bare, at de ikke ved det. En sådan politiker vil være så naiv og fastlåst i sin forestillingsverden, at det ikke giver mening at diskutere ud fra almindelig nysgerrighed, eller i håbet om at rykke et synspunkt. Man genfinder tendensen i trosbekendelsen om, at det gennemført frie marked skaber det perfekte samfund. Til trods for det veletablerede faktum, at et gennemført dereguleret marked, alle steder hvor det er praktiseret, med klar evidens skaber et samfund med stor social ulighed og sociale spændinger, fastholder Liberal Alliance betingelsesløst, at man bare skal have mere af det samme – så opnår vi et samfund i perfekt balance – det siger købmandsforeningen CEPOS selv!

Konfronteres ultraliberale med listen over de klassiske sygdomme i det deregulerede samfund præsenteres man symptomatisk for argumentet om, at det ægte liberale samfund bare aldrig er blevet rigtigt implementeret – finanskrisen skyldes ikke deregulering men overregulering! I samme ånd vil marxisten hævde, at den ægte kommunisme aldrig er blevet virkeliggjort, og ikke overraskende, at en statsstyret økonomi er vejen frem, selvom både økonomisk teori og historien i rigt mål har dokumenteret det modsatte.

Da Østblok regimerne intet havde at gøre med rigtig socialisme, giver det ingen mening for socialisterne i Vesteuropa at tage et medansvar for millionerne, der blev udryddet i Øst. Muslimer vil hævde, at islamisme ikke har noget med Islam at gøre. Årsagen til den arabiske verdens kollaps og perversitet skyldes ikke Islam, men tværtimod; at Islam ikke er blevet efterlevet – alle vil uden undtagelse distancere sig fra medansvaret og virkeligheden, fra hvad-har-jeg-dog-gjort oplevelsen!

Der er fælles væsenstræk mellem det religiøse vanvid og den totalitære ideologi. For den enkelte er udgangspunktet psykologisk set det samme, villigheden til at tilsidesætte ethvert menneskeligt hensyn, ret og rimeligt til fordel for den større sammenhæng – i-det-længere-løb betragtninger – up in space… just in case… Man ser det i forklarelsen i blikket – hvordan kan nogen være i tvivl om, at jeg har ret – inklusiv mig selv? Forblindelsen forekommer i større eller mindre grad – fra villigheden til at begå overlagte grusomheder, til i det mindre; blot at lyve.

Med det udgangspunkt i mente, er det topunderholdning at iagttage, hvordan den jævnlige løgn har sat sig hos den gennemsnitlige politiker. Som studie er den repræsentative marxist er et velegnet studie, når det kobles til faserne af kommunismens sammenbrud i Øst. Nogle holder op, når der kommer lig på bordet –som i kølvandet på opstanden i Ungarn -56 og i -68 i Tjekkiet, der førte til udbulingen af SF og VS. Den næste exodus udgøres af den gruppering, der kedeligt nok må konstatere, at der ikke er flere at slå ihjel.

Den tredje gruppe er bare småt begavede – resterne heraf ses i enhedslisten – der består af resterne af de mest kompromitterede venstreekstremister fra halvfjerdserne, der uden undtagelse havde den voldelige revolution som fælles udgangspunkt – hvem husker ikke charmerende Benito Scocozza fra det hedengangne KAP? Holger K. Nielsen ved det… ansigtet er plaget og stærkt tynget, men det er for sent til at gøre noget om. Tvivlen i hans ansigtsudtryk vidner om det, om medansvaret for de mange drab begået i marxismens navn, indbefattet usikkerheden om venstrefløjens temmelig tvivlsomme legitimitet. Bemærk de tunge øjenlåg, der dagligt kæmper med samvittigheden. Men hvis Holger K. overhovedet har et problem… så har han også en anstændighed! Fat mod…

“Frank Åen derimod er stærk i troen – den ubestridelige sandhed i form af Marx har tydeligvis åbenbaret sig for ham. “

Hans smil er gennem korrupt og nedladende tolerant. Her ser vi den klassiske marxist, der har foretrukket løgnen som grundvilkår i sin måde at anskue verden – ham kan man aldrig slå ud med et godt argument. Bemærk denne næsten uhyggeligt forløjede, pastorale grimasse, uanset hvad manden præsenteres for. Frank Åens tro er fuldt intakt – nok så mange lig vil aldrig få den mand på bedre tanker. Som politiker er Frank Åen repræsentativ for argumentet om, at den vestlige venstrefløj ikke kan tages til indtægt for forbrydelserne i den tidligere Østblok al den stund, at disse regimer ikke havde noget at gøre med den rigtige socialisme. Hvem husker ikke venstrefløjs demonstrationerne foran den amerikanske ambassade under tilråbene HO, HO, HO CHI MINH… For Frank Åens frelse er der grund til bekymring.

Den daglige løgn, fortielse, benægtelse, undladelse, omgåelse og uoprigtighed skaber en art fartblindhed og mental dødsstivhed, der ytrer sig ved den intellektuelle fossilering og det forstenede ansigtsudtryk, jf. som eksempel Svend Auken som et af dansk politiks helt store tågehorn. Svend Auken var en sand mester i det uhyggeligt medialiserede smil – særligt udtalt blev det med tabet af formandsvalget til Poul Nyrup – det var den begivenhed, der for alvor gjorde ham til den radio, han endte som.

DF’eren Søren Krarup deler den mentale dødsstivhed med Svend Auken. I sine yngre år, havde Søren Krarup stor integritet og mandsmod for så vidt som han uforfærdet talte en marxistisk Zeitgeist midt imod med både vedkommende og skarpe pointer, hvad enten det vedrørte problemer med professionalisering af privatsfæren eller som senere med hans indspark i indvandrerdebatten og kontroversielle humanisme kritik. Da Søren Krarup bliver Folketingsmedlem sker der imidlertid en kedelig forandring. Han holdt op med at lytte – bliver en programmatisk partisoldat, forudsigelig og ufarlig. Fra den tid blev Søren Krarup som Svend Auken til en udsendelse, et program man kunne tænde og slukke for – en tosse. Den religiøse politiker findes i alle politiske partier – Venstre kan heller ikke sige sig fri for religiøse enkelt elementer. Søren Pind kan man altid regne med. Man ved altid, hvor han står. Søren Pind vil aldrig lade sig slå ud af et godt argument – jf. hans både automatiske og ukritiske blokpolitiske sympatierklæringer til den daværende Præsident George Bush. Det var Søren Pinds klare opfattelse, at Venstre var bedst tjent med kategorisk at afvise den udbredte tvivl om George Bush’s intellektuelle formåen, såvel som det konsekvent fastholdtes, at Bush’s udenrigspolitik var gennemtænkt…

Religiøsiteten i det radikale er ubestridt og bedst personificeret med Marianne Jelved, der med påtaget saglighed og uhjemlet akademiskfernis i sin t id som radikal formand og finansminister (Jelved er uddannet folkeskolelærer!) solgte danskerne budskabet om, at indvandringen var under kontrol og fremfor alt uproblematisk – men der er et twist! De mest ondartede findes ikke i Folketinget, men derimod i form af mediebaglandet af kultur radikale meningsdannere og kommentatorer – hér vil man til gengæld ingen problemer have med at få øje på en velsignet klub af multikulturelle politiske kommissærer, og proselyt klaphatte.

I takt med en tiltagende kompromitteret venstrefløj mistede sin tiltrækningskraft i starthalvfemserne tilbød det Radikale Venstre og kultur radikalismen en redningsplanke for mange opportunistiske marxister. Den internationale humanisme og den politiske korrektheds kryptototalitære karakter var i stand til at tiltrække hjemløse og opportunistisk klogere marxister, der ønskede at retablere sig som salonfähige med multikulturalisme, international humanisme og rettighedskultur som sutteklud. Dette lag vil i realiteten afvise enhver kritisk diskussion om muslimsk og tredjeverden indvandring. Gennem årene har virkeligheden dog langsomt ædt sig ind på multikulturalisterne og de har måttet acceptere væsentlige indrømmelser. SF’s kovending med Villy Søvndals udtalelser om Hitzb- ut tahrir bevægelsen i 2008, er det bedste eksempel… selvom han dermed distancerede sig fra de Radikale…

Lad os alle bede…

Cousin von Erich